HISTORIEN BAG FORESTILLINGEN
Historien bag Devdan: Sådan bygges forestillingen op
En rundvisning, der løber af sporet, en skattekiste på en klippe og fem øer indeni — det fortællegreb, der gør Devdan til én rejse og ikke fem akter.
Se Devdan Show-datoer på GetYourGuide ↗En rundvisning, der løber af sporet
Devdan åbner ikke med en dans, men med en scene, som de fleste besøgende vil genkende: en turistguide, der fører en gruppe turister rundt på Bali og et øjeblik mister kursen på grund af en flok legesyge aber. I forvirringen vandrer to børn fra gruppen væk og klatrer op mod en klippe, hvor de finder en gammel skattekiste. Indeni ligger flere genstande, og hver af dem er — ifølge historien — nøglen til en af de større øer i den indonesiske øgruppe. Det er en enkel ramme, tættere på et børneeventyr end på et museumsstykke, og det er den, resten af forestillingen hviler på.
Én genstand, én ø
Hver genstand, børnene løfter op af kisten, iscenesættes som en dør ind til en anden del af Indonesien. Ifølge forestillingens egen synopsis fører genstandene dem — og publikum — til Bali, Java, Sumatra, Kalimantan (Borneo) og Papua på skift, med en særskilt akt bygget op omkring hver af dem. I stedet for at præsentere fem uafhængige kulturskitser efter hinanden bruger Devdan skattejagten som greb til at give aftenen én gennemgående linje: to nysgerrige børn, der stykke for stykke finder ud af, hvad deres eget land egentlig rummer. Det er en struktur, der mere er lånt fra eventyrteatret end fra et formelt kulturelt show, og det er en del af forklaringen på, hvorfor forestillingen ofte beskrives som hurtigt fremadskridende snarere end ærbødig.
Hvorfor en fortælleramme overhovedet?
Et kulturelt show, der spænder over fem regioner, kunne let fremstå som en forelæsning. Skattekiste-rammen er det, der forhindrer det: den giver en produktion for alle aldre med forholdsvis lidt dialog en handling, som både en otteårig og en bedsteforælder kan følge uden undertekster, og den spejler noget virkeligt — den besøgendes egen nysgerrighed efter at vide, hvad der ligger ud over resortstranden. Uanset om du bevidst registrerer historien, mens du ser forestillingen, er det grunden til, at den læses som ét sammenhængende eventyr frem for en smagsprøvebakke af danse opført efter hinanden uden forbindende væv mellem sig. Rammen giver også produktionen et sted at vende tilbage til: hver akt slutter med, at børnene går videre til den næste genstand, i stedet for blot at slutte og begynde forfra.
Født på Bali, skabt til verden
Devdan opføres på Bali Nusa Dua Theatre i Nusa Dua. Teatrets egen hjemmeside beskriver en forestilling, der tager dig gennem fem regioner i Indonesien, og henviser til prisen Indonesia Leading Tourism Show for 2014/15. Den blander traditionel dans med nutidig koreografi, luftakrobatik, live-effekter og lyssætning i stedet for at byde på en konventionel folkloristisk opvisning.
Et cast hentet fra hele øgruppen
Teatrets hjemmeside omtaler sine dansere og optrædende uden at nævne dem ved navn eller angive antallet af medvirkende. Det, den derimod beskriver, er en blanding af traditionel dans, nutidig koreografi og luftakrobatik, som kræver, at de optrædende er fortrolige med mere end én stil.
Et show, der har rejst verden rundt
Teatrets hjemmeside præsenterer showet som en poleret produktion for gæster fra mange lande. Den angiver ingen turnéhistorik, som vi kunne efterprøve, så eventuelle påstande om optrædener i udlandet bør betragtes som ubekræftede. For en besøgende er det væsentlige, at der er tale om en iscenesat produktion, ikke en landsbyceremoni.