HISTORIEN BAG SHOWET
Historien bag Devdan: Sådan er showet bygget op
En tur, der går uden for manuskriptet, en skattekiste på en klippe, og fem øer indeni — fortællegrebet, der gør Devdan til én rejse, ikke fem akter.
Se Devdan Show-datoer på GetYourGuide ↗En tur, der ikke gik efter planen
Devdan åbner ikke med en dans, men med en scene, de fleste besøgende vil genkende: en turistguide, der fører en gruppe turister rundt på Bali, men som kortvarigt bliver afsporet af en flok legesyge aber. I forvirringen vandrer to børn fra gruppen væk og klatrer op mod en klippe, hvor de finder en gammel skattekiste. Indeni ligger flere genstande – og hver enkelt er, som historien fortæller, en nøgle til en af de større øer i det indonesiske øhav. Det er en simpel ramme, tættere på et børneeventyr end på et museumsobjekt, og det er dét, resten af showet hænger på.
Ét objekt, én ø
Hvert eneste objekt, som børnene løfter op af kisten, fungerer som en portal til en ny del af Indonesien. Ifølge showets egen synopsis fører genstandene dem – og publikum – videre til Bali, Java, Sumatra, Kalimantan (Borneo) og Papua, med en selvstændig akt bygget op omkring hver destination. I stedet for at præsentere fem uafhængige kulturelle skitser efter hinanden bruger Devdan skattejagten som en rød tråd gennem hele aftenen: to nysgerrige børn, der stykke for stykke opdager, hvad deres eget land egentlig rummer. Strukturen er lånt mere fra eventyrteater end fra et formelt kulturshow, og det er en del af grunden til, at forestillingen ofte beskrives som tempofyldt frem for højtidelig.
Hvorfor overhovedet en historiefortællende ramme?
En kulturel præsentation, der spænder over fem regioner, kunne nemt blive til en forelæsning. Det er skattekiste-rammen, der forhindrer det: den giver en forestilling for alle aldre, med begrænset dialog, en handling som både en otteårig og en bedsteforælder kan følge uden undertekster – og den afspejler noget ægte: den besøgendes egen nysgerrighed efter, hvad der ligger bag resortets hovedgade. Uanset om du bevidst registrerer historien undervejs, er det grunden til, at showet opleves som ét sammenhængende eventyr frem for en række danseoptrin, der bare kører efter hinanden uden rød tråd. Rammen giver også produktionen et sted at vende tilbage til: hver akt slutter med, at børnene går videre til det næste objekt – i stedet for blot at slutte og starte forfra.
Født på Bali, skabt til verden
Devdan beskrives generelt i sit eget markedsføringsmateriale som værende skabt på Bali i begyndelsen af 2010'erne, med den indonesiske instruktør og producer Nyoman Regiana som den drivende kraft. Den erklærede ambition var at repræsentere bredden af indonesisk kultur ved hjælp af moderne teaterteknologi frem for en konventionel folkloristisk opførelse — nærmere i ånden et arena-spektakel end en tempelforestilling. Betragt det nøjagtige grundlæggelsesår som omtrentligt; produktionskreditter og iscenesættelsesdetaljer er den slags oplysninger, der er værd at bekræfte mod showets aktuelle materiale, hvis det betyder noget for dig.
En rollebesætning hentet fra hele øhavet
Showets eget materiale beskriver en rollebesætning på mere end 60 performere – dansere og akrobater rekrutteret fra forskellige dele af Indonesien frem for ét enkelt kompagni trænet i én regional stil. Det har betydning for den historie, showet fortæller: en produktion om Indonesiens kulturelle mangfoldighed opføres i princippet af mennesker, der tilsammen faktisk repræsenterer den mangfoldighed – snarere end af generalister, der lærer fem stilarter fra bunden. Det forklarer også, hvorfor showet kan bære fem visuelt adskilte akter på én aften, uden at nogen af dem føles som en udvandet efterligning af den ægte tradition, de trækker på.
En forestilling, der har rejst verden rundt
Ud over hjemmebanen i Nusa Dua fremgår det af Devdans eget markedsføringsmateriale, at forestillingen også har været præsenteret internationalt på spillesteder i lande som Kina, Sydkorea, USA, dele af Europa og Australien. Betragt den turnéhistorie som produktionens egen påstand snarere end en uafhængigt verificeret oplysning – men den stemmer overens med et show, der fra begyndelsen er bygget som en bærbar teaterproduktion frem for et fast forankret lokalt ritual bundet til ét tempel eller én landsby. For den besøgende er den kontekst et nyttigt signal: du ser et designet eksportprodukt, poleret til et internationalt publikum – ikke en ceremoni, der eksisterer uafhængigt af turismen.